Tore Jørgensen

Herslev Bryghus
https://herslevbryghus.dk 

Diplom modtaget: 
2019

Tore Jørgensen har siden 2004 arbejdet for gennem sine øl at skabe en verden med "mere natur og mindre industri".  Som ølbonde tror Tore fuldt og fast på, at øl smager bedst, når det er brygget på økologisk byg fra en biodynamisk mark lige uden for gårdvinduet. Af en brygger, som kan sit kram og tør prøve noget nyt – med ærlige råvarer, der smager af årstiden og naturen omkring os. Tore har igennem 15 år fremelsket velsmagen i sæsonens råvarer, og brygger øl, der kan nydes til et godt måltid hjemme, på Geranium eller bare over hækken med nære eller nye venner. Tore ved godt, at øl ikke kan redde verden, men hans håb er, at hvis andre ligesom ham vil være med til at udfordre den etablerede industri – er det muligt at påvirke verden én tår ad gangen. Udover et kompromisløst fokus på naturens råvarer, sæsoner, terroir og håndværk, har Tore i mange år samarbejdet med socioøkonomiske virksomheder som fx Østagergård, hvis socialt udsatte hjælper Tore på markerne. Ligesom Tore er initiativtager til fødevareklyngen En del af Herslev, hvor han sammen med bl.a. diplommodtager Mikkel Friis-Holm har skabt et fødevarefællesskab, hvor den enes rest er den andens fest.