Jesper C. Winter & Mikkel T. Kongerslev

Diplom modtaget: 
2017

For: Skagen bjesk
Jesper Winter og Mikkel Kongerslev er to gastronomiske ildsjæle, der formår at lyse Skagen op i selv de mørke vintermåneder. Jesper har ejet og drevet den anerkendte Skagen Fiskerestaurant siden 2002, en restaurant, der sidenhen også er blevet etableret på Illum ROOFTOP i 2016. Mikkel har, udover at være manager på Fiskerestauranten, sørget for at byens eftertragtede sommerstemning har nået nye højder som forpagter på det berømte diskotek Hyttefadet. 

Sammen har de skabt en ny klassiker: Skagen Bjesk. 

Med en stor respekt og forståelse for den vejrbidte og ofte barske natur, der karakteriserer Skagen, er denne bjesk lagret på de vilde bær og urter som malurt, perikum, klitrose og havtorn, der er at finde i de klitter, heder og højmoser, der omkredser byen. De to herrer samler sammen med et antal lokale selv deres bær og urter i sensommeren i det landskab som stadig udgør en stor kulturel faktor for det nordligste af Jylland. 

I Skagen – og hele Vendsyssel - har man altid sat god pris på en bjesk; for Skagboerne har bjesken altid haft status som en form for medicin, har altid været, som Jesper og Mikkel beskriver det, det “sikre værn mod svindsot og modløshed”. Lagret i de mange lyse timer, men også indlejret i en lang tradition, synes kraften og smagen fra disse fritvoksende bær og urter dermed endnu stærkere. 

Med Skagen Bjesk har Jesper og Mikkel på en nytænkende og innovativ måde formået at tappe natur og gode, rene ingredienser ned på lækre flasker. Samt sikret en fortsat promovering og bevaring af et stykke nordjysk kultur- og gastronomihistorie.